H.C. Ørsted, Aanden i Naturen (Selected Passages)

En Samtale

(Denne Samtale var fra først af bestemt til at udgjøre den tredie af mine Samtaler over det Skjønne, og Begyndelsen bærer Spor deraf; men da den afhandler en Gjenstand, der kun middelbart har Indflydelse paa vor Skønhedsopfatning, men umiddelbart paa vor hele Verdensopfatning, og da dens Forstaaelse ikke udkræver de to tidligere Samtaler, meddeles den her.)

Alfred. Sophie. Felix. Herman.

Sophie. Aftenen har da paany samlet os, og er ligesaa skjøn som igaar. Den synes mig ret at indbyde til den afbrudte Samtales Fortsættelse.

Herman. Deres Ønske er os sikkert Alle velkomment. Du sagde igaar, kjære Alfred , at Du baade var Spiritualist og Materialist. Da jeg veed, at Du hverken har talt saaledes blot af Lyst til at beholde Ret, eller af en forfængelig Begjærlighed efter at sige noget Besynderligt, kan jeg ikke andet end glæde mig til at høre , hvorledes Du forklarer Dig herover.

Alfred. Vistnok berøre vi her et af de store philosophiske Stridspunkter; men jeg skal efter bedste Evne søge at gjøre Rede for min Forestillingsmaade.

Sophie. Nagtet det synes ubeskedent , kan jeg dog ikke tilbageholde et Ønske.

Jeg har den største Begjerlighed efter at begribe denne Sag, og vilde derfor bede Alfred, at han, om det var muligt , vilde forklare sig saaledes, at ogsaa lærde som jeg kunde forstaae det.

Alfred . Lader os forsøge det. Men for ikke at fristes til at forbigaae Noget, som jeg, hvis jeg talte med vor Ven, vilde forudsætte som bekjendt, vil jeg henvende Talen til Dem, og bede ham at standse os, dersom vi antage Noget, som han et finder rigtigt.

Herman. Hermed er jeg fuldkommen tilfreds.

Sophie. Og jeg faaer et kjært Onske opfyldt.

Alfred . Jeg maa da begynde med et Spørgsmaal, som De maaskee vil finde lidt ubetimeligt. Hvorledes komme vi til Kundskab om Tingene uden om os ?

Sophie. Ved Sandserne, tænker jeg.

Alfred . Og lærer Sandserne os paa eengang at kjende hele Gjenstanden ?

Sophie. Herover har jeg ikke tænkt.

Alfred. Idet jeg lægger Haanden paa denne Bog, føler jeg da hele Bogen eller kun en Virkning deraf, nemlig en Modstand mod den Bevægelse, hvorved min Haand vilde trænge ind i det Rum, som indtages af Bogen ?

Sophie. Det sidste maa være Tilfældet ; men viser ikke Synet mig hele Bogen ?

Alfred. Dog ikke den hele paa eengang?

Sophie. Det forstaaer sig; nogle Dele skjules for Diet af de andre.

Alfred . Det blotte Syn havde desuden kunnet bedrage Dem; thi under visse Omstændigheder kan Billedet i et Speil Dem om Tingene, den Bestandighed , De er vant til i Legemverdenen. Efter det, som jeg endnu har svaret Dem, vil De sige : det er ikke Tætheden eller Fastheden alene jeg savner, naar jeg tænker mig Legemerne som blotte Rumopfyldninger ; men jeg begriber da ikke heller Muligheden af de mangfoldige bestemte og varige Skikkelser, som jeg seer rundt omkring mig i Legemverdenen.

Sophie. Jeg tilstaaer, at dette synes mig en stor Vanskelighed.

Alfred. Og dog maa jeg endnu bede Dem med mig neget nøiere at betragte det Forgjængelige i hele Legemverdenen, for desto sikkrere at søge det Uforgjængelige paa rette Sted . Om Menneskelegemets og alle de dyriske Legemers uophørlige Foranderlighed behøver jeg ikke at tale meget. Det staaer os af daglig Erfaring for Die, hvorledes de fødes, vore, aftage, undergaae ; og den ene Slægtfelge afløser stedse den anden. I Værtriget ligger det samme ikke mindre tydeligt for

Dagen.

Blomsten, Græsset og overhovedet alle de aarligt

bortdøende Værter have til alle Tider tjent som Erempler paa Forgjængeligheden; ja selv de mægtige Træer, som vedligeholde

sig i Aarhundreder, ere den samme Forgjængelighed underkastede, kun med en mangfoldige Gange større Langsomhed . Men selve Jordkloden , som i vore Hverdagsforestillinger betragtes

som alt det Øvriges faste Bærer, staaer jo ikke fast : den dreier sig, som De veed, hver Dag om sin Are, og fuldbyrder hvert Aar et Løb om Solen. Men Solen selv har atter sin, af os endnu ei udmaalte Bane, og udfører en uhyre Vandring, paa hvilken vor Jord med alle sine Sødskende-Planeter maa følge

den ; og det Midpunkt, hvorom Solen beskriver den Bane, hvis Størrelse forekommer os saa umaalelig , kunne vi med største Sikkerhed atter antage som bevæget ; kort, alle Verdens- kloderne bevæge sig uophørligt, og ingen har et stadigt Sted.

Sophie. Endsfjendt jeg aldrig har sammentrængt mig alle disse Ting saaledes i eet Billede, ere de dog ikke fremmede for mig. Men følger nu heraf, at ogsaa de livløse Bestanddele af Jorden ere saa ubestandige som alt det Øvrige ? Noget Bestandigt maa der dog være.

Alfred . Vel sandt ! noget Bestandigt maa der være ; men her have vi endnu ikke at søge det. Jorden selv har ikke altid været, hvad den nu er; dens hele Indre bærer Vidnesbyrd om, at den gjennem Aartusinder har udviklet sig fra een Tilstand til en anden, og det kan ikke undgaae den opmærksomme Grandsker, at den vedbliver at udvikle sig, og nu, som i ethvert andet Dieblik, kun befinder sig paa en Overgang fra een Tilstand til en anden. Det samme, vil De let tænke Dem, maa finde Sted med enhver anden Verdensklode. Atsaa befinder den hele Samfoldighed af Verdenskloder sig, ikke blot i en bestandig Bevægelse, men tillige i en bestandig Udvikling; Stilstand eller Hvile er dette store Hele fremmed .

Sophie. Vel ! jeg længes efter, at De skal komme til de livløse Ting selv ; thi Jorden og de andre store Verdens = kloder synes at have den største Lighed med de levende Væse= ner, saa forskjellige de i mange Maader end kunne være fra dem.

Alfred . Men nu have vi jo dog at betænke, at disse livløse Ting paa Jorden kun ere Dele af Jorden selv, og alt= saa have udviklet sig med den, og fremdeles maa udvikles med den. Den Kyst, som heiner sig saa skjønt for os, har ikke altid været der ; men der har været en Tid, hvor den endnu ikke havde hævet sig over Vandspeilet. Ia selv det haardeste Klippebjerg har havt sin Dannelsestid , og leed siden uophørligt Forandringer ved Luftens, ved Vandets , ved Varmens og Kuldens Indflydelse ; Værterne, som trives paa Stenens Overflade, tære tillige derpaa ; og hvo veed , hvormange andre Kræfters Indvirkning det endnu er underkastet ? Det er uophørligt Gjen= standen for underjordiske Kræfter, som enten stræbe at hæve det, eller atter at lade det synke tilbage. Selv naar de ere i tilsyneladende Ro , ere de derfor ikke uvirksomme ; og naar de frembringe virkelige Hævninger eller Sænkninger, skeer det som oftest med en Langsomhed , der unddrager det for Jagttagelser, til hvis Udførelse den ene Lidsalder ikke rækker den anden Haanden. Men under alle disse fortsatte Dannelser og Omdannelser af Jorden dannes og omdannes naturligvis ogsaa de Legemer , hvoraf den er sammensat ; thi de ere jo ikke komne udenfra til Jorden , men tilhøre den ligesaavel , som Knogler, Kjød eller Blod tilhøre det dyriske Legeme.

Sophie. Men gives der ikke Legemer, som hele tusinde Aar vedligeholde sig uforandrede ? Jeg har seet Oldsager af Glas , af Steen og af Guld , som havde ligget saalænge og længere i Jorden.

Alfred . I en ganske uvirksom Tilstand have de imidlertid ikke været. De have unægteligt været Legemernes al= mindelige Vilkaar underkastede. For det første har deres Hvile, saa fast vi endog forestille os den , dog ikke været andet end en Svæven mellem lige modsatte Kræfter.

Sophie. Hvorledes dette ?

Alfred . Ved Tyngden stræbe de at falde , og holdes kun derfra ved en modsat Kraft i de Legemer, som hindre Faldet , saaledes som vi allerede før have omhandlet. Ethvert derover liggende Legeme vil stræbe at trykke det ned. Det selv vil følgelig desto kraftigere trykke ned ad , men derfor ogsaa af de underliggende faae et desto større Modtryk. Selv vil det spænde imod alle indvirkende Tryk ved sin egen Udvidekraft. Et Legemes Hvile er da ingen uvirksom Væren. Under den Tilstand , som vi her kalde Hvile , modtager desuden Legemet sin forholdstemmende Deel, den være nu nok saa liden, af alle de Indvirkninger, som sætter Jorden i Bevægelse, og holder den i sin Bane. Den tager saaledes paa en vis Maade selvstændig Deel i den hele Samfoldighed af Virkninger, som holder Ver

Dansk

Kundskabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt. (Dette første Afsnit er Indholdet af et Foredrag, som jeg holdt i den Kieler Naturforskerforsamling 1846, og som jeg snart efter opskrev paa Tydsk, til Brug for Beretningen om Forsamlingens Møder. Nagtet denne Undersøgelse saaledes først er bekjendtgjort paa Tydsk, er den dog oprindelig Dansk, og har været mere eller mindre fuldstændigt meddeelt i mine Foredrag for Danske Tilhørere, blandt andet i et Mode af Selskabet for Naturlærens Udbredelse i Aaret 1845. Det her Meddeelte er dog ingen blot Oversættelse, men har modtaget mange Forbedringer og Udvidelser. De folgende Afsnit ere skrevne i den seneste Tid . )

Den Gjenstand , for hvilken jeg udbeder mig deres Opmærksomhed , nemlig en Undersøgelse over Kundskabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt, synes ved det første Die= kast slet ikke at henhøre til Naturvidenskaben; men en nærmere Overveielse viser os , at den ikke bør være denne Videnskab fremmed . Naturen er ikke noget blot Legemligt , den bliver gjennemtrængt og behersket af Aand, saaledes som det allerede fremgaaer af dens uendelige Lovstemmighed . Vort Legeme er aabenbart en af Naturvidenskabens Gjenstande ; men dette indeholder alle vore Kundskabsorganer. Naturforskningen har alle

rede paa mange Maader belært os i Henseende til vore Sandse-

organer, og skrider bestandig videre frem paa denne Vei ; men den bliver ikke staaende derved : den trænger ind i Nervesyste= mets Bygning og Forretninger, og har den Opgave ogsaa at undersøge Organernes Sammenhæng med Sjæleevnerne ; en Op= gave, til hvis Løsning den endnu kun har bidraget lidet, men dog givet vigtige Vink, og i Henseende til hvilken den stedse fortsætter sine Bestræbelser. Man vil føle Betydningen heraf

for vor hele Undersøgelse, naar man ret stiller sig for Dine, hvorledes Feil i Menneskets Kundskabsorganer medføre Forvirring i hans Verdensopfatning, ja ofte i alle hans Forestillin-

ger om guddommelige og menneskelige Ting. Idet nu Naturvidenskaben godtgjør, at de Love, efter hvilke vor Jord og Alt, hvad der lever paa den, rette sig , ogsaa gjelde for de andre Verdenskloder, fremkalder den Spørgsmaal angaaende hele Verdensaltets Beboere. Mange Lærde afvise dette Spørgsmaal med Haan, fordi Besvarelsen deraf ikke vil lade sig give med mathematisk Vished ; men naar vi betænke, at de første Skridt i enhver Videnskab ere usikkre, og at vi

aldrig ville opnaae de fuldkomnere Kundskaber, naar vi ville forsmaae deres første Spirer, saa finder jeg det nyttigt for Videnskaben, at vi prøve vore Kræfter heri; naar vi kun i vore Undersøgelser holde os saa nær som muligt til det allerede Beviste, og adskille det Tvivlsomme fra det Visse. Det kunde synes , at denne Undersøgelse sigtede til at yde det samme som Metaphysiken ; men det Følgende vil vise, at den holder sig indenfor Naturvidenskabens Grændser , og ikke vil forsøge paa at finde al Kundskabs første Grund. Philoso= phen kan betragte denne Undersøgelse i det samme Lys som Physiologernes Undersøgelser over Sandseorganerne ; Naturgrandskernes Vestræbelser for at fremme deres egen Videnskab, forberede med det samme Erfaringsstoffet til Philosophens Brug. Jeg haaber, at man ikke vil give min Paastand om Kund

skabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt nogen større Udstrækning, end Ordet selv antyder, og at man vil stille sig klart for Die, at Væsenseenheden ikke udelukker den største Mangfoldighed i Tilværelsesformerne. Vi behøve kun at see os om paa den Klode, vi selv beboe, for at finde talende Exempler nok paa Væsenseenhed i den største Mangfoldighed . Hvor forskjellige ere ikke de Skikkelser, hvorunder Aandedrættets Organer forekomme hos de forskjellige Dyreklasser (Lunger, Gjæller, Trachæer)! Hvilke ligheder er der ikke i Bevægelsesorganernes Udvikling (Arme , Forbeen , Vinger , Finner).! Ikke mindre er Høreorganernes Ulighed , som f. Er . hos Patte= dyr og Fiske er saa stor, at kun den Sagkyndige deri opdager det samme Diemed og Grundligheden af de heri anvendte Naturmidler. Det behøver vel neppe at siges, at Mangfoldig= heden paa andre Verdenskloder maa endnu være usammenlignelig større; ja at der hisset kan forekomme Kundskabsmidler, som vi ikke kjende.

Endnu et Forord , som maa være ledsaget med en Undskyldning ! I det Følgende vil jeg med en vis Udførlighed vise, at Naturlovene ere gyldige for hele Verdensaltet. Denne Mmindelighed er stedse bleven forudsat af de Forskere, hvis Un= dersøgelse gik ud over Jorden, og vistnok med Rette ; thi de saae et tilstrækkeligt Beviis derfor i deres Opdagelsers Sam-

menhæng og Følge ; saadanne er det ikke, som jeg her stræber at overbevise, - jeg udbeder mig meget mere deres Overbæ= relse, men det er til de Mange , som ikke have en fuld = kommen klar med deres Naturanskuelse sammensmeltende Over= beviisning om denne Sandhed, at jeg her taler ! Jeg indseer ogsaa, at jeg havde kunnet sammenfatte saavel denne Paastand ,

som og alt det Øvrige af denne Meddelelse i meget faa Ord ; · men jeg fandt det raadeligere i et mere udviklet Foredrag at føre vor Gjenstand nærmere frem for Anskuelsen.

Jeg vil fremsætte mine Tanker i Erempler , men vælge

disse saaledes , at man af det Særegne let vil kunne uddrage sig det Almindelige. Vi ville først henvende vor Opmærksomhed paa Læren om Bevægelsen, og overbevise os om, at dens Hovedlove ere saadanne, som vor Kundskabsevne - for saa vidt som den ret forstaaer sig selv - maatte fordre, og at paa den anden Side disse Love uden vor Medvirken blive fulgte af Naturen. Vi vide Alle, at den lige Linie er den mest enkelte ; vi see allerede dette, naar vi betragte den aandige Handlemaade, ved hvilken vi enten udenfor os eller i den indre Anskuelse drage en

lige Linie; thi vi udføre dette med bestandig uforandret Tanke. Mathematiken udvikler og beviser dette nærmere. Betænke vi nu fremdeles, at en enkelt Drivekraft maa frembringe en enkelt Bevægelse, saa vilde den første Lov, som vi vilde foreskrive Bevægelsen, være den , at enhver enkelt Drivekraft maa frembringe en retliniet Bevægelse ; men see ! Naturen har stedse fulgt denne Lov, uendelig længe førend Menneskeslægten indsaae den. At det Villieløse ikke selv kan bestemme sig til nogen Forandring , og at derfor ingen Bevægelse kan blive hverken hastigere eller langsommere eller forandre sin Retning, uden nye tilføiede

Indvirkninger med andre Ord, at enhver enkelt Bevægelse maa skee med stadig Hastighed og uforandret Retning , er ogsaa en

saa selvklar Fornuftnødvendighed , at man neppe skulde troe , at den rette Indsigt i denne Sag først har udviklet sig i de sidste Par Aarhundreder. Men af denne Lov følger det videre, at enhver bestandigt virkende Kraft i hvert Dieblik tilføier en ny Bevægelse lige saa stor som den, der meddeeltes i det første Dieblik , og at saaledes den frembragte Hastighed maa blive

jevntvorende, og at den i hvert Dieblik opnaaede Fart maa forholde sig som den fra det første Dieblik forløbne Tid . Den mathematiske Betragtning af denne simple Sandhed førte til at opdage flere Love, som man aldrig tidligere havde opsporet i Erfaringen; men, som man nu, efter at man havde lært at søge dem, let fandt deri.

Række fremstille den jevntvorende Hurtighed som for os : for ham maa der være det samme Forhold mellem Abscisser og

Ordinater som for os i alle de krumme Linier, f. Er. i Ellipsen, som er Grundformen i Planeternes Bevægelser, i Parabolen, som kastede Legemer udenfor den lodrette Linie beskrive o.f.v. Men om Opfatningen af disse Forhold ere vi os jo be-

vidste, at der er en Fornufthandling i Forening med Anskuelse som Grundlag; skeer den samme Opfatning ved andre Væsener, foretage de dem jo ligeledes Fornufthandlinger, og da de ere sandselige Væsener, maae disse hos dem som hos os have et sandseligt Grundlag, ei blot af udvortes, men ogsaa af indvor= tes Sandsning ; kort, al Opfatning af Naturlove er en For= nufthandling med sandseligt Grundlag. De ville i det Følgende finde Crempler nok , hvorved De selv kunne videre belyse Dem dette; her vil jeg kun endnu negle Dieblikke dvale ved de Uligheder, som lade sig forene med disse Ligheder. Jeg veed , at man vil være tilbøielig til at foreholde mig Muligheden af saa= danne Uligheder ; derfor vil jeg allerede her komme Betænkeligheden imode, uagtet jeg atter senere vil faae Anledning til at afhandle denneSag. Den Lighed, jeg her har sat i den mathematiske Opfat= ning, vilde i sit Vasen ikke være ophævet, om vor Jupiterbeboer havde en Talsands, som oversteg vores, saaledes at han kunde fatte og udføre en Regning med ti Tal ligesaa let som vi blot med to Tal, om han med et Tankeblik strax saae Væsenet i en for os kun med yderste Vanskelighed begribelig Række, eller med et lige Tankeblik saae alle Forholdene i et Kugelsnit , omtrent som vi see

alle Radiernes Lighed i en Cirkel ; Tankeforholdene blive dog de samme. De ville let see, at alt Dette ogsaa lader sig over= føre paa en Tænkning, som ei er mathematisk. Alt, hvad der er bleven sagt om Planeten Jupiter, lader sig ogsaa i det Hele taget anvende paa de øvrige Planeter ; omendskjøndt Fremstillingen deraf med Hensyn paa nogle bliver mindre fuldstændig, med Hensyn paa andre mere forviklet.

Vore Betragtninger holdt sig hidtil indenfor Solsystemets Grændser ; vi maae endnu udvide vort Blik. Vore Undersøgel= ser have lært, at de her omtalte Love ogsaa naae ud over dette System, og Forudsætningen af deres Almindelighed bekræfter sig bestandig mere ; men er der i det hele Verdensalt givet de selvbevidste Vasener lige Naturlove til Gjenstand for deres Kundskabsevne , bliver det herved nødvendigt , at denne Evne overalt maa i dens Vasen være den samme. Lader os vælge et andet ikke mindre almindeligt og indgribende Erempel : Lysets Virkninger og Love . Natur og Ind=

sigt ere ogsaa her i den fuldkomneste Overeensstemmelse ; snart forudsiger den af Erfaringen befrugtede Tænkning os de Virkninger, vi have at vente, snart opløser den det Uforudseete i

Fornuftkundskab.

I Lysets synliggjørende Virkning gjenfinde

vi den lige Linie :

hvad Erfaringen lærer os om Belysningen

i forskjellige Afstande, om Skyggernes Størrelse og Former, om Speil-Virkningerne, lader sig alt udlede af Fornuftlove. Om Lysets Brydning, om dets Opløsning i Farver, om dets

Polarisation, Interferens o.s.v. , gjælder det samme, naar man kun overseer, at nogle Uklarheder her endnu ere at adsprede, hvilket dog ikke hindrer os i med Sikkerhed at indsee Love= nes væsentlige Fornuftsammenhæng. Vi overtyde os let om, at Lovene for Lyset, ligesom de for Bevægelsen og Tiltrækningen, gjælde for hele Verdensaltet. Lyset, som kommer til os fra Solen, fra Planeterne og fra

Firstjernerne, er af samme Natur, som det paa vor Jordklode frembragte;

det bliver i vore Kikkerter og Speilteleskoper

brudt, tilbagekastet og samlet i Billeder paa samme Maade, som Lyset fra de jordiske Gjenstande. Der ligger allerede i disse talløse Erfaringer en stor Deel af, hvad der her skal be=

vises , hvilket Enhver, der kjender vore optiske Redskabers Theori klart vil indsee ; vore Experimenter over Lyset vise det samme

under andre Former.

Vi see de samme chemiske Virknings-

maader af jordisk Lys, som af Solens og de andre Himmellegemers : vi udvikle Farverne deraf efter de samme Love, og

fremstille saaledes paa en mere øiensynlig Maade hiin Lighed, som de optiske Redskaber allerede lærte os. Vi polarisere alt Lys paa samme Maade, hvad enten det er jordisk eller kommen fra Himmellegemerne. Af Astronomien medtage vi endnu den store Kjendsgjerning, som bliver godtgjort ved Aberrationen, at det Lys, som kommer til os fra alle Dele af Verdensaltet,

har samme Hastighed ; soie vi endnu hertil, at de Lysvirkninger, som vi iagttage paa de med Maaner forsynede Planeter, f. Er. Skyggerne, som Maanerne kaste paa Hovedplaneten eller denne paa sine Maaner, foregaae ganske saaledes, som de maae foregaae efter de os bekjendte Naturlove. Det fremgaaer da ligesaavel af alle Lysets som af Bevægelsens Forhold , at Verdens umaadelige udstrækning ikke viser nogen Grændse, hvor de Love ophøre, som vor Aand fordrer. Der frembyder sig her en god Leilighed til at give nogle

Erempler paa de store Forskjelligheder, som kunne bestaae ved Siden af Væsenseenheden. Vi kjende allerede paa vor Jordklode en stor Forskjellighed af Diets Indretning hos Dyrene, hvor forskjellig hos Pattedyr, Fisk, Insekt ! Hvor meget mere maae ikke Synsorganerne paa andre Verdenskloder være for= skjellige fra vore ! Derimod er det neppe sandsynligt , at der skulde gives noget Væsen med. Kundskabsevne, til hvilket Lyset ikke skulde bringe noget Budskab om de fjerne Gjenstande.

Af Lysets Theori kunne vi lære, at meget store Forskjelligheder ere mulige i Sandsen for dets Indvirkning ; den viser os nemlig, at det frembringes ved Zittringer i Etheren. Vi modtage kun ret afgjorte Lysindtryk ved Etherbølger, hvis Bredde ligger imellem 300 og 175 Milliondeel Linie, og kun endnu noget Indtryk af saadanne, som falde lidt derover eller

derunder. De for vor Synsfølelse altfor langsomme det vil sige : af større Bølgebrede frembringe Varmefølelse hos os, de hurtigere blive bragte til vor Kundskab ved visse chemiske Virkninger; men der kan muligvis gives Lysorganer, som kun føle enten hine langsommere eller hine hurtigere Zittringer, eller som endog føle alle de af os følte tilligemed flere af de andre. Dette er ikke blot en tænkt Mulighed , men fuldkommen grundet i Tingenes Natur ; thi vi vide, at hine paa Synet ikke virkende Straaler blive brudte og tilbagekastede efter de samme Love, som de synliggjørende, og at de derfor kunne frembringe Billeder. De Straaler, som udmærke sig ved chemiske Virk-

ninger, give os som bekjendt meget skjønne Afbildninger af Lingene.

Da Farveindtrykkene i os blive frembragte ved Etherzit=

tringernes forskjellige Hurtigheder, saa vil Farveverdenen ogsaa fremstille sig paa anden Maade for andre Væsener ; dog vil trods denne Ulighed tillige en vigtig Lighed finde Sted deri, da Zittringernes ulige Hurtigheder maae frembringe ligesaa mange ulige Indtryk indenfor de Grændser, der sættes ved Sandsens indre Fuldkommenhed ; man kan endog tænke sig det Tilfælde, at et Lysorgan ikkun havde en tydelig Følelse for en eneste Zittring hurtighed. Evnen til at fornemme Farver kan derimod hos andre Skabninger have et større Omfang end hos os. Blandt de Farver, som lade sig fornemme af vor Lyssands, bliver den røde frembragt ved de langsomste Ether=

zittringer,

den violette ved de hurtigste; men disse opnaae

endnu, som allerede sagt, ikke den dobbelte Hurtighed af hine. Farvezittringernes yderste Forhold ligge altsaa hos os, selv for det mest modtagsomme Die, mellem 1 og 2. Vi ere i Hen= seende til Farverne i samme Tilfælde, som et Menneske vilde være i Henseende til Tonerne, naar Omfanget af hans Tone-

sands kun beløb sig til een Octav. En Skabning, som havde Sands for ligesaa mange Lysoctaver, som vi have for To=

Dansk

Videnskabsdyrkningen som Religionsudøvelse.

Videnskabsdyrkningen, betragtet som Religionsudøvelse. (En Tale, holden ved Universitetsfesten for den lutherske Reformation 1814) .

(Denne korte Tale lader jeg her aftrykke, fordi den samler i et Overblik mange af de Tanker, som ere udviklede i de andre Dele af denne Bog, og ved sin Korthed tjener til at fæste Blikket ret kraftigt paa Eenheden .

Jeg har ladet den trykke uforandret i alt Væsentligt, fordi Sammenligningen af en Forfatters nærbeslægtede Arbeider, mellem hvilke der ligger et Tidsrum af 35 Aar, kan have sin Nytte. Med Hensyn paa det af Omstændighederne betingede i Talen, maa

jeg anmærke, at Festen dengang ikke blot var en Mindedag for Religions. forbedringer og for Universitetets Omdannelse under Christian den Tredie, men ogsaa Indvielsesdagen for de nye akademiske Borgere. Talen holdtes paa Latin ; men jeg udgav den paa Dansk i Mol : bechs Athene for Februar 1815. )

I Følge vort lærde Samfunds Love er det i Dag faldet i min Lod, ved en offentlig Tale at gjenkalde os Mindet om den sande Troes lykkelige Gjensødelse i vort Fædreland. Saa skjøn og begeistrende endog denne Gjenstand er, vilde jeg ikke destomindre, naar jeg betragtede min Mangel paa Talergaver og Talerøvelser, skjælve tilbage herfra, dersom ikke en hellig Pligt paalagde mig at fremtræde ; men just denne Pligt lover mig 12*

ogsaa af Eders Retfærdighed den skaansomste Bedømmelse , og saaledes giver da her, som overalt, Pligtens Bevidsthed Mod til at opfylde den.

Hvergang andagtsfuld Taknemmelighed forsamler Mennesker til en Høitid for Befæstelsen af Sandhedens Rige iblandt dem, synes det mig, at man burde minde hverandre om, at dette Rige, skjøndt i sig selv evigt og uforstyrreligt, for os kan tabes, naar vi et selv med samvittighedsfuld Iver bevogte det ; thi uophørligen maa Mennesket frygte sin egen Svaghed . Neppe er een Vildfarelse nedslaaet, før en anden atter reiser sig, som man allerede troede begraven i dyb Forglemmelse, og saa skrøbelig og vankelmodig er den menneskelige Natur, at de fleste letteligen fra een Vildfarelses Yderlighed vende sig til den modsatte, som før var Gjenstanden for deres Had og Foragt; men Sandhedens faste Midpunkt gaae de forbi, forsmaaende det rene Lys, hvoraf dog alle Vildfarelsens Glimmerfarver have laant deres Skin. Gaves der saaledes en Tid , da Videnskabernes Udvikling tilbageholdtes ved den daarlige Indbildning, at de vare Tro og Gudsfrygt farlige, saa kunde mange ikke komme til Indsigt om denne Vildfarelse, uden at forfalde til den modsatte afskyelige Mening, at. Religionen burde udryd = des som Fornuftens evige Fjende ; men neppe er det kommen saa vidt, at denne Menings Tilhængere skamme sig ved deres ugudelige Vanvid , før man seer den gamle Frygt for Videnskaben paa ny yttres, og det for en Deel af de samme Mennesker, som før ivrigt hængte ved den modsatte Vildfarelse. Kun for deres egen Skyld beklage vi dem , der saaledes uophørligen vaie hid og did for hver Menings Vindpust ; men paa Menneskeslægtens Vegne beklage vi de mange fortrinlige Ynglinger, som, varme for alt Edelt og Godt, men endnu ei komne til det rette. Overblik, blot have grebet den ene Vildfa= relse, fordi de levende følte den Modsattes Vederstyggelighed . Det er en saadan Mistillid til det Lys , Gud i Fornuften gav

os, der i de senere Aar har forledet saa mange tildeels vistnok ædle Mænd , til at bortbytte det Lutherske Samfunds Frihed i Christo med den romerske Kirkes Præstetrældom. En Forvildelse, hvorpaa vi vel maae hente næsten alle Exempler fra Fremmede; men som vi dog neppe savne Grunde til kraftigt at arbeide imod .

Under saadanne Omstændigheder troer jeg det da ikke upas-

sende, om vi, i . Anledning af Dagens Høitid, søge at bekræfte vor Overbevisning om Religionens og Videnskabens Harmoni,

ved at betragte: hvorledes Videnskabsmanden , naar han tilfulde forstaaer sin egen Bestræbelse, ma a ansee Videnskabens Dyrkelse som en Religionssag. Dersom det her blot var mit Diemed at vise , at Sudsfrygt maa avle Videnskab, saa vilde jeg beraabe mig paa den fra alle Sider erkjendte store Sandhed, at Kjærlighed til Gud er Væsenet i al Religion. Slutningen vilde da være let, at Kjærlighed til ham, fra hvem al Sandhed kommer, maatte avle Lyst til at kjende den i alle dens Forgreninger ; men. da vi her ville see Videnskaben formedelst sig selv erkjendt for Religionspligt, saa er det nødvendigt for os at trænge dybere ind i Videnskabelighedens Væsen. Her viser det sig da, at Menneskets grandskende Blik, det være sig nu henvendt paa hans eget indvortes Væsen, eller paa den ham omringende og medindsluttende Skabning, stedse henledes til Altings evige Ophav. I al Grandskning er det ende-

lige Diemed at finde, hvad der har en virkelig Tilværelse, og at see dette i sin rene Glands, adskilt fra alt Det, som blot ved en Skintilværelse skuffer den Uopmærksomme. Videnskabsmanden vil

da vide, hvad der er det Bestandige midt i alle Afverlinger, det Uforaarsagede, der skjuler sig bag de utallige foraarsagede Ting, det Eenhedsbaand, der gjør, at Lingene i alle deres mangfol= dige Fordelinger og Adskillelser dog ikke adsplittes. Snart maa han erkjende, at kun det Uafhængige kan være det Bestandige,