Et Synspunkt for Darwinismen

Darwin er ikke Naturfilosof, men — i udmærket Forstand — Naturforsker. Denne simple Bemærkning, der ikke antyder nogen ny Opdagelse, men blot udsiger, hvad Enhver, der befatter sig med at gjøre Anmeldelser af Darwinshypothesen, kan sige sig selv, er efter vort Skjøn vel skikket til at fjerne en Del af de Misforstaaelser, hvormed en gjærende Opinion fra mangfoldige Sider synes at ville belemre et i sin Retning storartet Forsøg.

De Synspunkter, hvorom Opinionspolemiken dreier sig, ere:

1. Organismernes fælles Afstamning, særlig Menneskets Oprindelse.
   
2. Fremkomsten af de første organiske Væsener paa Jorden, hvorvidt den skyldes en Skabelse eller blot en eiendommelig Samvirken af almindelige Naturkræfter.
   
3. Darwinismens Karakter i det Hele, om den virkelig kan bestaae med Menneskets Værdighed, eller maa siges at indeholde aandsfornegtende, for Religion og Sædelighed farlige Tendenser.

Til Opklaring af disse Hovedpunkter have vi, hvad navnlig det sidste angaaer, aldeles ingen Veiledning i Darwins rent personlige Overbevisning, der ikke er os nærmere bekjendt og ei heller vedkommer Sagen; vi holde os udelukkende til Theorien, saaledes som den foreligger.

1. »Hvorfra ere disse Legioner af levende Væsener, disse næsten talløse Arter og Slægter af Planter og Dyr, som findes i Naturen?« Darwin svarer: »de nedstamme alle fra faa, simpelt organiserede Former; de udgjøre eet sammenhængende System, hvis enkelte Led, tiltagende i Fylde og Fuldkommenhed, have i Tidernes Løb arbeidet sig frem under en vedvarende Kamp for Livet.»

Det vil nu let kunne sees, at det gjør en stor Forskjel, om vi opfatte den saaledes udtalte Anskuelse fra Erfaringslærens eller fra Naturfilosofiens Standpunkt. Anlægger man nu en naturfilosofisk Maalestok, saa spørges der med Grund om det Princip, hvoraf Theorien i sin Helhed lader sig aflede.

I denne Henseende have ikke blot Filosoferne, men selv Naturforskere, som f. Ex. Th. L. Bischoff, fundet sig utilfredsstillede. »Den Darwinske Lære», siger Bischoff, »er ingen Theori, den hviler ikke paa et Princip, som fordi det er afledet som et almengyldig rigtigt, ogsaa maa af Alle erkjendes som et almengyldig sandt. Den indeholder meget vigtige og sande Tanker og Kjendsgjerninger; men disse kan man kun anerkjende for rigtige, for saa vidt de for den objektive Erfaring og Iagttagelse bekræfte sig som rigtige. Men hvor denne Eftervisning ikke lykkes eller ikke er lykkedes, ville vi ikke kunne tillægge den Darwinske Theori nogen Betydning.«

I. Froschhammer, der bedømmer Darwinismen udelukkende fra et filosofisk kritisk Synspunkt, lægger blandt Andet Vægt paa den Uklarhed, der hviler over Darwins bekjendte Slagord: »den naturlige Udvælgelse«. Da en Del af hans øvrige Indvendinger forekomme os at være af temmelig tvivlsom Betydning, skulle vi særlig fremhæve denne, der, i naturfilosofisk Forstand, vel at mærke, ganske vist er væsenlig begrundet.

Fr. vælger som Exempel Øiets Oprindelse og Udvikling. »Da vi», siger han, »maae tænke os de primitive Dyreformer, simple og ufuldkomne som de ere, uden Øine, ligesom der jo endnu existerer Dyr uden Øine, — saa opstaaer paany Hovedspørgsmaalet, hvordan da fra første Begyndelse af Øinene opstode eller kunde opstaae. De maatte enten opstaae ved Tilfælde, eller ved en uforklarlig, ubegribelig generatio aequivoca, eller udtrykkelig ved en ny Skabelsesakt. I alle Tilfælde kunde de ikke opstaae ved en naturlig Udvælgelse, da denne efter sit Begreb kun formaaer at modificere eller egenlig kun at vedligeholde et allerede Givet, ikke derimod at skabe et Nyt, hidtil ikke Givet.«

Det fuldkomne Øie sammenlignes med Teleskopet og den naturlige Udvælgelses Virksomhed for at fuldkommengjøre Øiet med den menneskelige Intelligenses Anstrængelser for at forbedre hint Instrument; »men» — tilføier den filosofiske Kritiker — »sikkert med Urette. Den bevidstløse Natur er lige saa lidt i Stand til at efterligne eller udøve Optikernes planmæssige Virksomhed, som den er i Stand til at efterligne eller erstatte Konstnerens (Malerens eller endog blot Uhrmagerens) Virksomhed. Darwin geraader paa dette Sted, for ikke at gaae i Staa med sin Forklaring af de fuldkomneste Øines Oprindelse, ind paa en formelig Personifikation af den naturlige Udvælgelse. Den “naturlige Udvælgelse” skal “nøie iagttage” og “omhyggelig udvælge” og med aldrig feilende Takt vide at udfinde enhver Forbedring, der kan befordre den videre Fuldkommengjørelse.” Var dette at forstaae ligefrem, saa var af Darwin selv en theologisk Magt indført i Naturen, som vilde gjøre alle hans øvrige Forklaringsforsøg overflødige? men tillige en Egenskab tillagt den naturlige Udvælgelse, som ganske staaer i Strid med dens øvrige Væsen.

Men ere de nævnte Udtryk uegentlig at forstaae, saa er her i Ord givet eller fingeret en Forklaring, idet kun Noget figurlig paastaaes, som ikke i Realiteten kan finde Sted. Den naturlige Udvælgelse kan ikke tilstræbe fuldkomnere Øine, men kan kun vedligeholde og benytte dem, naar de engang paa en eller anden Maade ere blevne til. Og her synes da altsaa paa slaaende Maade det Tilfælde givet, hvorom Darwin selv tilstaaer, at det kunde omstyrte hans Theori.

Lignende Indsigelser kunne reises imod den Maade, hvorpaa Menneskets Oprindelse (i det udførlige Værk: The Descent of Man) bliver forklaret.

Naturforskeren har ikke den Opgave at konstruere de levende Væseners typiske Eiendommeligheder og stedfindende Forskjelligheder ud af et almindeligt Princip; tvertimod! han forefinder de forskjellige Former givne i Naturen. Hans første Spørgsmaal er ikke et Nødvendigheds-, men et Mulighedsspørgsmaal. Skulle de mange forskjellige Arter og Slægter antages at staae uafhængige af hverandre, da maa der forudsættes ligesaa mange Skabelsesmirakler som der er Arter; men at bygge paa Mirakler er at opgive al Forskning.

Disse Ord af Darwin angive tydelig nok, hvad det er, hvorpaa han sigter. Darwins Lære optræder ikke som nogen fuldfærdig Forklaring og Begrundelse af de organiske Typers stedfindende Eiendommelighed, men som en Hypothese. Denne Hypothese har den store videnskabelige Betydning, at den leder Forskningen ind i nye Spor og angiver en ny Methode. At opstille Hypotheser er en let Sag; men at angive nye og frugtbare Methoder er forbeholdt Videnskabens Udmærkede.

Hvad Darwin lærer os om Organernes Udvikling og Omdannelse i Kampen for Livet, om Kvalitetsvalg, Arvelighed, Varieringslove o. s. v., ere afgjørende Bestemmelser ved den Retning, hvori hans Forskninger gaae, altsaa ved hans Methode. Istedenfor at paaprakke ham et naturfilosofisk Princip, som han ikke har, gjorde man bedre i at fæste sin hele Opmærksomhed paa Methodens Eiendommelighed, thi Forskerens Princip er hans Methode.

Darwin er ikke gjendreven, fordi han endnu ikke har kunnet paavise, hvorledes et Bløddyr er gaaet over til at blive enten et Leddyr eller et Hvirveldyr og endnu mindre, hvorledes en Abe med filosofisk Nødvendighed er blevet til et Menneske; han sigter, saavidt vi have forstaaet hans Methode, ikke paa de tilblevne Formers Nødvendighed, men paa de gradvise Overganges Mulighed og derved paa Muligheden af at naae til større og større Indsigt i de organiske Formers indbyrdes naturlige Sammenhæng. Hvad de enkelte Mellemled angaaer, er der Ingen, der stærkere end Darwin har indskærpet, hvor umaadelig stor vor Uvidenhed er.

2. Hvorledes ere de første organiske Væsener fremkomne paa Jorden? Dette Spørgsmaal kan ingen Naturforsker besvare, og det forekommer os, at Darwin paa den værdigste Maade har hævdet sin Videnskabs Standpunkt ved slet ikke at give sig Mine af at ville besvare det. »Der er», siger han, »Storhed i det Syn paa Livet, at det med dets forskjellige Kræfter, af Skaberen oprindelig er blevet nogle faa eller en enkelt Form indblæst, og at, medens denne vor Klode har rullet rundt efter Tyngdens bestemte Lov, have utallige Former, høist skjønne og høist vidunderlige, fra en simpel Begyndelse udviklet sig og udvikle sig endnu.«

Skabelse og Øiemed høre ikke til de Kategorier, der finde frugtbar Anvendelse i Erfaringslæren. Naar Forskeren nu og da seer sig nødsaget til at anvende slige Betegnelser, da befinder han sig i en vis Forlegenhed, fordi Ordene Skabelse, Naturens Øiemed o. desl. maa tages paa een Gang baade i billedlig og ubilledlig Betydning.

Dette fører os til Betragtningen af det tredie Hovedpunkt.

3. Kan Darwinismen med Grund siges at indeholde aandsfornegtende, for Religion og Sædelighed farlige Tendenser? Dersom det kunde forudsættes, at de Mange, som i Nutiden have et imponerende Indtryk af Naturlærens store, omfattende Betydning for Kulturlivet, ogsaa havde en klar Erkjendelse af, hvad Naturlæren er og maa være som Naturvidenskab, da vilde det være en let Sag at bevise, at Darwinslæren hverken er mere eller mindre aandsfornegtende end en hvilkensomhelst anden naturhistorisk Theori.

Naturlæren er hverken religiøs eller irreligiøs, hverken ethisk eller uethisk; vil man fra et religiøst-ethisk Udgangspunkt angribe Darwinismen, da angriber man med det Samme den hele vidtforgrenede Naturvidenskab i alle dens Led og Dele.

Det staaer fast, at Naturvidenskaben i det Hele hverken er religiøs eller irreligiøs, hverken hedensk eller kristelig, hverken etisk eller uetisk; den er, hvad den alene kan og skal være: objektivt forskende Videnskab.

Der klages, og ikke uden Grund, over, at Videnskabens Dyrkere kun altfor ofte misbruge Forskningens Resultater til Angreb paa Religionens og dermed paa Livets høieste, hellige Sandheder; vi svare: naar saa er, saa er det ikke Videnskaben, men Videnskabsdyrkerne, man har at holde sig til.

Det religiøse Begreb om Skabelse er ikke et Vidensbegreb, men et Troesbegreb. Darwinismen gjør ikke Religionen Afbræk, bevæger sig ikke paa Troens Enemærker, løser ikke Skabelsens Problem, afkræfter ikke det aabenbarede Ord: at Mennesket er skabt i Guds Billede.

R. Nielsen.