Dyret i Mennesket

(Bourget: Disciplen. Maupassant: Den unyttige Skønhed. Tolstoj: Kreutzersonaten. Zola: Menneskedyret.)

Det er paafaldende, i hvor høj Grad den sidste Tids Digtning hos dens mest fremragende europæiske Repræsentanter er sysselsat med Forestillingen om en Dobbelthed i vort Væsen.

Hos en enkelt fransk Forfatter Paul Bourget fremtræder denne Dobbelthed i Menneskevæsenet videnskabeligt begrundet. Bourget er nemlig ogsaa som Digter den sjælegranskende Kritiker, han begyndte med at være. I Forklaringen af sine Personers Driftsliv og Følelsesliv gaar han aldrig rent kunstnerisk til Værks; han peger stadigt med Ransagerens Sonde.

Hvis man overskuer hvad han digterisk har frembragt lige fra hans første Novelle L’irréparable til hans sidste Roman Le disciple, er der derfor visse paafaldende fælles Træk. Alt drejer sig i Grunden om Jegets Fordobling. Hans første Novelle er Historien om en ejendommelig ung Pige, hvis Livs kritiske Begivenhed er en Overrumpling, hun i Nattens Ensomhed har været Genstand for fra en samvittighedsløs Mands Side, med hvem hun har indladt sig paa et uskyldigt Koketteri. Fortællingen begynder meget betegnende med en Samtale mellem Forfatteren og en Professor i Sjælelære, der har skrevet et Værk om Opløsning af Idéforbindelserne. Da nu det, vi kalder vort Jeg, denne Forestilling om noget Indre og Blivende, der er forenet med et Legem, er en Forestilling, som opstaar ved Sammenknytning af Ideer, saa er det klart, at hvad Professoren i Virkeligheden har studeret er Formerne for Jegets Opløsning, for dets Dobbelthed, som denne optræder under Viljens og Sindets talrige Sygdomme. I den sidste Roman, Bourget har udgivet, møder vi paany Professoren i Sjælelære og paany det samme Æmne. Det Arbejde, som den unge Forbryder Robert Greslou, der er anklaget for Mord, har indsendt til en berømt Professor for at erfare hans Mening, er et Studie over Jegets Dobbelthed.

I Novellen udvikles først, hvori Jegets simpleste Fordobling bestaar. Jeget er dels bevidst, dels ubevidst. Deraf forklares i Almindelighed Fejltagelser og Fejlgreb i Livet. Der er skjult i os en Skabning, som vi ikke kender og om hvilken vi aldrig véd, om den ikke netop er det modsatte af det Væsen, vi tror at være. Herpaa beror de forunderlige Omslag i Befindende og Handlemaade, som vi oplever eller iagttager. En arbejder f. Eks. mod et Maal, af hvilket han indbilder sig at hans Lykke afhænger, og naar det er naaet, opdager han, at han har miskendt sit Følelseslivs hemmelige og sande Fordringer. En gaar og ser ud som et roligt Menneske, og handler saaledes; pludselig rejser Billedet af hans Ulykke sig for ham, en stadig Sorg eller stadig Fare, han søger at glemme, men som kan overvælde ham og give hans Liv en forandret Retning.

I Romanen leverer Hovedpersonen en fuldstændig Undersøgelse af sit eget Væsen, idet han tilbagefører enhver Tilstand i sit Sind til et videnskabeligt Skema: Det Nedarvede, Omgivelsernes Indflydelse, Omplantning af Personen osv. Han bestemmer sin herskende Egenskab som Evne og Trang til Selvfordobling: Der er altid hos ham ligesom to, tydeligt adskilte Personligheder, en som kommer og gaar, handler og føler, og en der som Tilskuer iagttager den andens Livsførelse. Han er ikke i Stand til at angive, hvilken af disse to Personer der er hans sande Jeg. Han forsøger at udlede denne Dobbelthed hos sig af en Raceblanding, af Nedstamning fra et Grænsefolk. Han har fra Barn af havt sin Glæde af Forstillelse og Usandhed, ikke for at prale, men simpelthen for i sin Fantasi og i Omgivelsernes Bevidsthed at være en Anden. Han har den største Fornøjelse af at udtale Meninger, som er ganske modsatte dem, han anser for de sande, og det af den samme besynderlige Grund. Hans Lyst er den at spille en Rolle ved Siden af sin sande Natur. Den hele Løgnagtighed i hans Holdning, hans Glæde ved at bedrage, forføre, overliste og tilrane sig en ung ædelttænkende Kvinde, for hvem han ingen Ømhed nærer. Alt er en Følge af den for ham uovervindelige Dobbelthed i hans Menneskevæsens oprindelige Anlæg.

Som man ser, er den Tvedelthed, der sysselsætter den videnskabeligt dannede Bourget, en saadan, som kun ad filosofisk Vej tilfulde forstaas. Den svarer ganske vist nogenlunde til den Spaltning af vort Væsen, som man i gamle Dage fandt imellem det saakaldt Legemlige og det saakaldt Sjælelige, men den falder paa ingen Maade sammen med den. Kun forsaavidt opfattes den gammeldags, som Bourget i sine seneste Skrifter synes at ville forherlige den religiøse Andagt som det eneste Middel imod den.

I

Andre af Tidsalderens betydelige Forfattere, der ligeledes dvæler ved Forestillingen om en Dobbelthed af vort Væsen, har givet dette Tvedelte et Udtryk, som nærmest hører Middelalderen til. De udtaler sig ikke sjældent om det Dyriske i Mennesket og om det Menneskelige i Mennesket som om to forskellige Verdener, der er sammenkoblede i os. De viser sig optagne af dette Forhold omtrent som Teologerne af Forholdet mellem den guddommelige og den menneskelige Natur i Gudmennesket. For ikke ganske faa af de samtidige Digtere er den menneskelige Skabning en Art Centaur, halvt et højere Væsen, halvt et Dyr, der, naar den fortaber sig i højtflyvende Tanker, vækkes op af Drømmen ved Lyden af sine egne Hovslag.

De, der grubler over Dyret i Mennesket, vil enten blot skildre det, udmale det i dets Vælde og Afskyelighed, eller de vil bekæmpe det, stundom endog for at udrydde det, uden at det dog lykkes dem nogensinde skarpt at paavise den Skillelinje, hvor det Dyriske hører op og det Menneskelige begynder. Der er jo kun altfor mange Virksomheder og Drifter, som Mennesket har tilfælles med de lavere Kreaturer.

Tankevækkende er nu den principielle Uenighed imellem vor Tidsalders betydeligste Forfattere angaaende det Spørgsmaal, om det saakaldte Dyriske er en uovervunden Levning af den oprindelige Naturtilstand, det vilde Tidehvervs og Barbariets Dage, eller om det, som vi .kender det, er en Kulturfrembringelse,